Hvordan kan jeg styrke min mentale sundhed?
I dette blogindlæg dykker vi ned i begrebet ’mental sundhed’ - hvad det er og hvordan du med små, konkrete øvelser kan styrke din egen mentale sundhed.
’Mental sundhed kan defineres som en tilstand af velbefindende, hvor jeg kan udfolde mine evner, håndtere dagligdags udfordringer og stress samt indgå i fællesskaber med andre mennesker.’
Ifølge Richard Davidson, professor i psykologi og leder af Center for Healthy Minds ved University of Wisconsin-Madison, så er vores mentale sundhed baseret på fire grundlæggende aspekter: Bevidsthed, Forbindelse til andre, Indsigt og Værdier. Ifølge Davidson så kan vi træne de funktioner i vores hjerne som bidrager til vores mentale trivsel. Vi kan f.eks. træne vores opmærksomhed, vores evne til at håndtere stærke følelser, vores nærvær og medfølelse med andre. Vi kommer nu til at gennemgå de fire aspekter og give eksempler på praktiske øvelser, så du kan gøre dig nogle erfaringer med hvordan, det helt konkret kan se ud, hvis du ønsker at styrke din mentale sundhed.
Bevidsthed
Ved at træne din bevidsthed og dit nærvær så øver du dig i at fokusere på, hvad der betyder noget, uden at du lader dig distrahere af mindre vigtige ting. Du lægger i højere grad mærke til dine tanker, følelser og impulser. Det kan hjælpe dig med at fokusere på dine opgaver og være mere nærværende i dine relationer. Du kan prøve en konkret øvelse til at træne din bevidsthed og du kan i dette indlæg læse mere om nærvær og mindfulness.
Forbindelse til andre
Du kan opleve en større grad af forbindelse til andre ved at have fokus på dine relationer og udvise taknemmelighed, venlighed og medfølelse overfor de mennesker du har omkring dig, både i de nære og perifere relationer. Ved at udvikle og træne dit fokus kan du i højere grad lægge mærke til de gode øjeblikke der er i dine relationer og det kan give en dybere følelse af mening og taknemmelighed. Som en øvelse kan du kan starte med at afsætte 10 min hver aften til at lave en logbog, hvor du noterer 3 gode øjeblikke fra dagen. Fokuser særligt på de gode øjeblikke sammen med andre mennesker. Det kan være gode og nærværende øjeblikke sammen med venner, familie, kollegaer eller f.eks. et smil eller venlig gestus fra en ukendt person i supermarkedet eller på gaden. Læg mærke til, hvad denne enkle øvelse gør ved din opmærksomhed, dit fokus - og måske endda dit humør - over tid.
Indsigt
Indsigt handler om at være i stand til at forstå og undersøge det narrativ, du fortæller om dig selv. Forstå hvordan dine tanker og følelser påvirker den måde du opfatter og forstår verden på og øve dig i at skifte perspektiv. Hvis du har oplevet en situation som har udfordret dig - måske har du oplevet at blive stærkt følelsesmæssigt påvirket eller du har ageret på en måde som du ikke ønskede - så kan det være en idé at skrive ned hvad der skete, for bedre at kunne forstå dine tanke- og handlemønstre. I enhver konkret situation så vil du opleve at dine tanker, følelser, kropslige reaktioner og adfærd påvirker hinanden. Du kan derfor bruge nedenstående model, den kognitive diamant, til at registrere hvad der sket i situationen og hvordan du reagerede. Hvis du registrerer flere situationer, kan du være nysgerrig på, om du kan se nogle mønstre på tværs. Det er en struktureret måde at udforske dine reaktionsmønstre på og som giver en højere grad af indsigt. Hvis du vil vide mere så kan du i denne artikel blive klogere på dine tankemønstre.
Værdier
Det er vigtigt at have et formål og en retning i livet for at kunne finde mening med de ting du foretager dig. Værdier kan betegnes som vores opfattelse og forståelse af, hvad der er meningsfuldt, og hvad der ikke er. En øvelse for at komme i kontakt med, hvad der er vigtigt for netop dig, er at prøve at forestille dig selv som meget gammel og at du sidder på plejehjemmet og reflekterer over dit liv. Du tænker over, hvilke prioriteringer du har gjort i dit liv og hvad der har betydet noget for dig. Du kan stille dig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg gerne blive husket for når jeg ikke er her mere? Hvad ønsker jeg at mine nærmeste tænker på, når de tænker på mig? Du kan dele det op i forskellige livsdomæner f.eks. familie, parforhold, forældreskab, venskaber, arbejde, uddannelse, fritid, samfundsliv. Når dine værdier står klart for dig, kan du bruge det som et fyrtårn i tilværelsen, et fyrtårn der lyser klart og viser vejen i livets op og nedgange. Her kan du læse mere om at leve et værdibaseret liv.

