Mindfulness
Du har muligvis prøvet det, hørt om det eller kender nogen, der praktiserer det. Mindfulness har de seneste årtier vundet større og større indpas i den vestlige verden, og kan have gavnlig effekt for en række aspekter af mental trivsel.
Hvad er mindfulness?
Mindfulness har rødder i buddhistiske traditioner, og omfatter filosofi, meditation og øvelser, der relaterer sig til at være opmærksom og til stede i nuet. For mange vil mindfulness øvelser, som eksempelvis guidede meditationer og fokus på vejrtrækning, være forbundet med noget afslappende. Og hvor ro og afslapning kan være et behageligt resultat af mindfulness, er det i sig selv ikke det primære fokus.
Fokus i mindfulness er, at træne opmærksomheden. Vi kan som mennesker have tendens til at tænke rigtig meget, både over hvad der er sket, hvad der måske kommer til at ske, og gøre os mange overvejelser og bekymringer om ting, der ikke finder sted i det konkrete øjeblik. Når vi træner vores opmærksomhed med mindfulness, øver os i at blive opmærksomme på, hvilke tanker, følelser og fornemmelser vi får, og at møde disse oplevelser med en højere grad af accept. På den måde træner vi altså at blive mere opmærksomme på det vi sanser og oplever i nuet, uden at evaluere på det eller tænke videre på andre ting. At træne opmærksomheden og vores evne til at være åbent til stede i det nu, vi er i, kan være meget gavnligt. Det kan virke som et beskyttende og gavnligt værktøj til at håndtere eks. tankemylder, stress og angst, og kan bidrage til at vi får stoppet op og er til stede, netop der hvor vi er.
Hvordan udøves mindfulness?
Som beskrevet stammer mindfulness fra buddhismen, og er dermed en gammel tradition, der har spredt sig og udviklet sig over mange hundrede år. At praktisere mindfulness kan gøres på mange forskellige måder. Med udgangspunktet i opmærksomt nærvær, og at være til stede i nuet med åbenhed og accept overfor det man oplever, kan man ”dyrke” mindfulness på mange måder. Det kan være gennem meditation, opmærksomhedstræning og vejrtrækningsøvelser, yoga, at være i naturen, at udforske ens sanser eller ved at fordybe sig i kunst eller musik. Kort fortalt, at være til stede i det man er i, og lade tanker og bekymringer glide forbi sig, mens man lader opmærksomheden hvile på det egentlige ”nu”.
Der findes et hav af apps, hjemmesider og bøger med introduktion til mindfulness, og du kan ligeledes finde både indtalte guides og kurser herom. Hos Encounter står vi også klar med små, konkrete øvelser du kan tage med ind i din hverdag, som kan være med til at træne opmærksomheden og evnen til at være i nuet.
Skrevet af Victoria Holm Sørensen, psykolog ved Encounter