Opnå et mere værdibaseret liv

Vi kender alle sammen fornemmelsen af, at noget føles meningsfuldt og rigtigt, og det er i de øjeblikke, vi føler os mest levende, ligesom det giver en følelse af sammenhæng i vores liv. Det kan dog være svært at sætte ord på, hvad der præcist gør det så specielt og værdifuldt, ligesom det også er forskelligt fra person til person, hvad der gør det særligt.

Dette blogindlæg handler om værdier og hvordan vi kan forstå værdier, og det bliver beskrevet, hvorfor det er vigtigt at efterleve sine værdier. Blogindlægget vil også præsentere en øvelse til at kunne nærme sig en adfærd der afspejler sine værdier.

Hvordan kan vi forstå værdier?

Der ses en stor sammenhæng mellem efterlevelse af ens grundlæggende kerneværdier og generel livskvalitet og trivsel. Det er derfor vigtigt at have et liv, der afspejler, at vi efterlever vores værdier. Værdier kan betegnes som vores opfattelse og forståelse af, hvad der er meningsfuldt, og hvad der ikke er.

Værdier hjælper os til at navigere hensigtsmæssigt i verden, og når vi efterlever vores værdier, kan det betegnes som om, at vi følger kompassets ønskværdige og dermed rigtige retning. Man kan også sammenligne værdier med et fyrtårn, der bringer retning og mening.

Når man efterlever sine værdier, det vil sige har en adfærd, der afspejler, at man er tro mod værdierne, belønnes vi med positivitet, motivation og energi, ligesom vi, når vi ikke efterlever vores værdier, kan opleve et værdiclash, der dermed leder til ubehag, dårlig samvittighed, skyld og negative emotioner.

Værdier kan man aldrig nå i mål med, men man kan få oplevelsen af, at være ”tanket godt op” på sine værdier. Hvis min værdi er at være en god mor eller ven, dermed værdien om at pleje mine relationer samt samhørighed, så er det ikke nok ”bare” at give mit barn eller ven en god julegave for dermed at kunne vinge den værdi af. For jævnligt at komme i kontakt med værdien, ville jeg skulle indrette en hverdag med aktiviteter, der afspejler, at jeg jævnligt kommer i kontakt med disse værdier. Dette kunne for eksempel være at huske at ringe til min ven eller søn, lave meningsfulde aktiviteter sammen i fritiden og generelt huske at være nærværende sammen. Og her kan dette doseres, så det kan passe ind i en travl hverdag. Et opkald i et kvarter eller en gåtur eller leg med barnet i en halv time er bedre end ingenting og giver dermed i små doser fornemmelsen af mening og retning.

Vi skal nu igennem en lille øvelse, der kan hjælpe dig til at få indrettet en hverdag med mere værdi og glæde.

En lille øvelse

Den første del af øvelsen handler om, at du skal forsøge at finde ud af, hvad der er dine kerneværdier.

  1. Skriv i første omgang de aktiviteter ned, som giver dig værdi, glæde og energi. Dette kunne være at rejse, tage i sommerhus med familien eller opnå en milepæl i din karriere. Ud fra aktiviteterne skal du derefter skrive ned, hvad aktiviteterne bidrager med, hvad de giver dig og hvad du får ud af det. Rejser er ofte identificeret med nysgerrighed på verden, eventyr, frihed eller nye oplevelser, sommerhusturen kan være forbundet med nærvær og samhørighed, og fremdriften i karrieren kan være forbundet med personlig og faglig udvikling og kompetence, ansvar eller anerkendelse.
  2. Skriv derefter ned, de tre ting i dit liv, du er allermest glad for at have opnået. Identificer derefter, hvilke behov fik du dækket i denne sammenhæng, samt hvorfor denne oplevelse bidrog med stolthed og glæde. Hvis det for eksempel var, da du fik børn eller besteg et bjerg i Asien, kunne det være værdier som henholdsvis omsorg, tilhørsforhold og kærlighed eller selvtillid, frihed og eventyrlysten.
  3. Skriv derefter de aktiviteter ned, som giver dig mindst værdi, glæde og energi. Dette kunne for nogle være at lave meget rutineprægede arbejdsopgaver på arbejdet eller i hjemmet, at tvinges til obligatoriske sociale arrangementer på arbejdet eller at være tvunget til en lang rejse med svigerfamilien det meste af vinterferien. Identificer derefter, hvad aktiviteterne afspejler, og hvor dine behov ikke blev mødt. Hvis du for eksempel finder frem til stabilitet, manglende udvikling, manglende autonomi, frihed og morskab, så er dette ikke dine kerneværdier, men muligvis modsætningen. Hvis manglende autonomi påvirker dig, vil du derfor have et grundbehov for autonomi og frihed, osv.*

Nu skulle du gerne have et overblik over dine kerneværdier. Anden del af øvelsen handler om at kigge på, hvordan din hverdag ser ud. Det vil sige i hvor høj grad har du aktiviteter, der afspejler, at du kommer i kontakt med disse værdier. Og hvor mangler din hverdag indhold, der er i samklang med værdierne.

 

  1. Tag et kig på de store områder i dit liv, herunder parforhold, relationer, arbejde, fritidsinteresser, ferie, fysisk og mental sundhed mm. Får du dine jævnligt dine kerneværdier i spil indenfor disse områder? Hvor har du indrettet din dagligdag efter oplevelsen af værdi, og hvor mangler der mere energi og indhold?
  2. Læg derefter en plan med henblik på at kigge på, hvor du vil fortsætte med at leve dit liv, som du aktuelt gør, og omvendt hvor du vil forsøge at justere på et par greb for at få et mere værdibaseret liv og dermed også et liv med mere livskvalitet og trivsel. For eksempel kan der gennem øvelsen komme incitament til at få købt den motorcykel, du længe har drømt om, eller du får lyst til at huske at dyrke dine gamle relationer ved at planlægge aktiviteter ud i fremtiden, få meldt dig til et sprogkursus eller også får du lyst til at holde en stor fest for din omgangskreds.

En lille overvejelse

Hvis du gennem ovenstående øvelse og ved at læse dette blogindlæg finder ud af, at du på flere områder grundlæggende mangler indhold i en grad, der gør det svært for dig at leve autentisk i samklang med dine værdier, kan du overveje, om du skal søge professionel hjælp og støtte til at opnå det liv, du ønsker at leve og dermed blive den person, du ønsker at være.

Nedenfor kan du finde en liste med værdier til inspiration til øvelsen:

Nærvær, kompetence, frihed, samhørighed, ansvar, relationer, stabilitet, tryghed, autonomi, eventyr, personlig eller faglig udvikling, indflydelse, mental balance, ro, tillid, ansvar, leg, kreativitet, sundhed, anerkendelse, troværdighed, loyalitet, uafhængighed, læring, spiritualitet, omsorg og kærlighed.