Opnå balance i hverdagen – planlæg dine nærende og tærende aktiviteter

Oplever du, at hverdagen føles fortravlet eller som en endeløs gentagelse af fx vasketøj og madpakker? Klarer du dig igennem hverdagene med det eneste formål at nå til weekenden eller måske til den næste ferie? Så er der en risiko for, at din hverdag primært består af tærende aktiviteter. Læs med her og bliv inspireret til at få flere nærende aktiviteter ind i din hverdag, så du kan få mere glæde og opnå en bedre balance.

Tærende aktiviteter

Hvis din hverdag primært er fyldt med tærende aktiviteter, vil du formentlig kunne genkende følelsen af, at alt føles som en pligt, og som noget der bare skal overstås. Måske føler du dig stresset, måske føler du dig træt, eller måske er du generelt i dårligt humør. De tærende aktiviteter er de gøremål i din hverdag, som trækker dit humør ned. Om en aktivitet er tærende, kan være meget individuelt. Måske er madlavning eller rengøring en sur pligt for dig, mens det for andre kan være en positiv aktivitet.

Prøv at undersøge hvilke tærende aktiviteter du har i din hverdag. Hvilke aktiviteter er det helt præcis, der er tærende for dig, og hvor mange tærende aktiviteter har du i løbet af en helt almindelig dag? Skriv gerne ned fx i et ugeskema, så det bliver helt tydeligt for dig. Er aktiviteten ikke direkte tærende for dig, men heller ikke en der bringer glæde, kan den betegnes som neutral.

Eksempel på ugeskema over tærende og neutrale aktiviteter:

Nærende aktiviteter

Undersøg nu på samme måde, hvilke nærende aktiviteter du har i din hverdag. De nærende aktiviteter er de glædesfyldte aktiviteter, som giver dig energi i hverdagen. Også her er det meget individuelt, hvad der er en nærende aktivitet for dig. Måske nyder du at gå i haven, mens haven for andre føles uoverkommelig. Noter igen, og gerne i det samme ugeskema, hvilke nærende aktiviteter du har i løbet af en helt almindelig dag og uge.

Eksempel på ugeskema over tærende/neutrale og nærende aktiviteter:

Lav også meget gerne en liste, ved siden af dit ugeskema, med alle de nærende aktiviteter du kan komme i tanke om. Det behøver ikke kun at være aktiviteter, du får gjort i øjeblikket. Det må også gerne være aktiviteter, du bare godt kunne tænke dig at have i dit liv. Det kan være større aktiviteter, som fx at gå i biografen eller til koncert, og det kan være mindre aktiviteter som fx at gå en tur, læse en bog eller drikke en kop te. Forsøg at skrive så mange aktiviteter som overhovedet muligt.

Eksempel på liste over nærende aktiviteter:

Læse en bog, høre lydbog/podcast, høre musik, male, tegne, strikke, hækle, sy, lave keramik, snitte, lave bål, gå ture, motion, meditation, drikke noget varmt, madlavning, havearbejde, værksted, en hobby, se film, café, restaurantbesøg, gode relationer – find selv flere!

Planlægning – skab balancen

Kig nu på dit ugeskema. Er der en overvægt at tærende aktiviteter? Så er det nu, du har mulighed for at planlægge dine dage, så der kommer en bedre balance mellem de tærende og nærende aktiviteter. Prøv fx om du kan sørge for, at der minimum er én nærende aktivitet hver dag. Spørg også dig selv, hvad der er realistisk på de forskellige dage. Du kan også overveje, om der er tærende aktiviteter, som kan nedjusteres eller nedprioriteres for at give mere tid til en nærende aktivitet. Kan madlavningen fx klares nemmere eller hurtigere, hvis det er en tærende aktivitet for dig? Og vil dette kunne frigive tid til fx at komme i haven, hvis det er en nærende aktivitet for dig? Du kan også undersøge, om du kan justere balancen på dit arbejde. Er der mulighed for at putte nærende aktiviteter ind i din arbejdsdag? Fx en god frokost, en lille pause med frisk luft eller arbejdsopgaver som er mere spændende end andre?

Eksempel på planlagt ugeskema med fokus på balance mellem tærende og nærende aktiviteter:

At planlægge sin hverdag ud fra tærende og nærende aktiviteter er således et redskab, som du kan bruge til at påvirke din trivsel. Nøglen ligger i først og fremmest at blive bevidst om hvilke aktiviteter, der er tærende for dig, og hvilke der er nærende. Med denne bevidsthed har du nu mulighed for, gennem aktiv planlægning, at justere og opnå en bedre balance. Føles det uoverskueligt at planlægge en hel uge frem, kan du i stedet planlægge én dag ad gangen. Husk at redskabet kan bruges dynamisk og ofte også er en proces. Det betyder, at du kan prøve dig frem og til enhver tid ændre din planlægning, i takt med at du erfarer hvad der virker for dig, eller hvis din hverdag ændrer sig. Måske har du allerede nu en idé om, hvilken nærende aktivitet, du som det første vil forsøge at få ind i din hverdag?