Craft psykologi – Når håndarbejde eller håndværk modvirker stress

Oplever du at det er svært at koble fra og slappe af? At tankerne konstant kører i ring omkring enten fortid eller fremtid? Er du ramt af fx stress, angst eller depression? Så kan håndarbejde eller håndværk være et effektivt redskab til at nedbringe stressresponsen i kroppen. Læs med her og blive klogere på, hvordan du ved at lave håndarbejde kan regulere dit nervesystem og skabe lindring af dine symptomer.

Craft psykologi

Craft psykologi er en ny gren indenfor psykologien udviklet af kunsthåndværker, håndarbejdslærer og psykolog, Ph.d. Anne Kirketerp. Craft psykologien beskæftiger sig med de positive effekter, håndarbejde og håndværk har på menneskets både psykiske og fysiske helbred. Aktiviteter som hører under Craft psykologien kan fx være at strikke, hækle, snitte, male, brodere, lave keramik, tegne, fremstille smykker og lign. Fælles for aktiviteterne er, at de er en passion eller hobby, hvor man skaber noget materielt, og hvor man glædes over både processen (aktiviteten i sig selv) og det færdige produkt.

Stressresponsen i kroppen – det sympatiske nervesystem

Kroppens stressrespons er til stede i langt de fleste psykiske lidelser. Man kan sige at stress som respons i kroppen er en bagvedliggende komponent, som går på tværs. En slags grundtilstand. Rent fysiologisk betyder det, at det er det sympatiske nervesystem, som er aktivt. Det er her, hvor kroppen responderer på, at der er en trussel, at der er fare på færde, og at det derfor er afgørende, at du er vågen og klar til kamp eller flugt. Det sker fx, når vi har mange tanker, grublerier eller bekymringer, fordi disse generer adrenalin, som aktiverer netop det sympatiske nervesystem. I sådanne tilfælde har vi brug for at få nedbragt den generelle stress i kroppen og få balanceret vores nervesystem. Her kan håndarbejde være et effektivt redskab.

Afslapnings-respons – det parasympatiske nervesystem

Håndarbejde kan hjælpe til at få nedbragt stressresponsen i kroppen af flere årsager. Forenklet kan man sige, at når vi laver håndarbejde, bruger vi vores hænder, som optager rigtig meget plads i hjernen, hvorved der bliver mindre kapacitet til fx grublerier. Når vi har færre grublerier, og hænderne bevæger sig i rytmiske, repetitive bevægelser, som de ofte gør netop, når vi laver håndarbejde, laver kroppen en afslapningsrespons. Kroppen tror, at ’når jeg kan sidde her og lave afslappede bevægelser med hænderne, og jeg ikke har negative grublerier, så kan der ikke være fare på færde’. Det gør, at kroppen sænker responsen i det sympatiske nervesystem og i stedet aktiverer det parasympatiske nervesystem, som er her, hvor vi oplever ro og hvile og får dybere vejrtrækning.

Flow – bevidst nærvær og meningsfuld selvforglemmelse

Den største effekt af håndarbejde, opstår når vi oplever at komme i flow. Det er her, hvor vi bliver fuldstændig opslugt af aktiviteten og for en stund helt glemmer os selv og vores bekymringer. Det er her, hvor der er en perfekt balance mellem udfordringer og færdigheder. Det betyder, at aktiviteten ikke må være for svær, men heller ikke for nem. Er vi nybegyndere ud i et håndarbejde og er udfordringen for svær, vil vi i højere grad aktivere angst og stress. Er aktiviteten for nem, er der for meget mentalt overskud, til at opmærksomheden kan vandre og begive sig ud i grublerier. Det gælder derfor om at ramme niveauet, hvor man er bevidst nærværende, fordi aktiviteten kræver det, samtidig med at man oplever meningsfuld selvforglemmelse. Rammer vi dette niveau, vil vi få frigivet store mængder dopamin i hjernen, som gør, at vi føler os mere lykkelige og tilfredse. Vi kan ikke nødvendigvis ramme dette niveau hver gang. Måske har vi ikke den tid til aktiviteten, som flowoplevelsen vil kræve, eller måske er vi nået til et punkt i processen, hvor aktiviteten uundgåeligt er for nem eller svær. Her kan vi i stedet nyde aktiviteten i sig selv, og måske, pludselig en dag, et andet sted i processen, opnår vi lige præcis det at komme flow.

På denne måde kan det håndarbejde eller håndværk, som er en passion for dig – eller som du kunne forestille dig kunne blive en passion for dig – være et redskab, som du aktivt kan gøre brug af til effektivt at regulere dit nervesystem, nedbringe stressresponsen og skabe lindring. Det sidste spørgsmål er nu blot hvilket håndarbejde eller håndværk du har lyst til at dyrke, genoptage eller kaste dig ud i?

 

Skrevet af Andrea Lees, psykolog ved Encounter

(Kilde: www.annekirketerp.dk)